At takke for sponsor- og ærespræmier!

At takke for sponsor- og ærespræmier!

26. august 2018 1 Af tinadufour

Dette er et repost af et tidligere indlæg jeg har haft oppe og vende på min facebookside Horsegroom Denmark – Et indlæg der blev delt mere end 90 gange, kommenteret over 100 og liket 650! Et for mig ret relevant emne!

Jeg bliver på ugentlig plan spurgt om jeg kunne tænkte mig at sponsorere GROOMING til ærespræmie ved afholdelse af stævner rundt om i landet.

Jeg ved klubberne generelt kæmper for at få skaffet lidt lækre sponsorpræmier til de placerede ryttere i top 5, og de bruger lang tid og mange kræfter på at skrive rundt og spørge, men jeg takker oftest nej, da jeg personligt ikke føler udbyttet er givet godt nok ud – og hvorfor så det?! Dotering er givet, når der startes på distriksplan og op, men ærespræmier i top 5 ikke er et krav.

Det største problem med ærespræmier, er i mine øjne, at kvaliteten varierer meget. Nogle præmier er top lækre og perfekte for ens vedkommende, mens andre på et vist plan ikke har relevans for en. Men tænker man som rytter, at der altid står en sponsor bag præmien, som har en udgift forbundet med denne? Det tror jeg ærligt ikke.

Jeg er opdraget med, at selvom jeg måske ikke syntes præmien har den største relevans for mig, at så kontakter man den pågældende sponsor og takker for ærespræmien modtaget til det pågældende stævne. Jeg ved, de har haft en udgift forbundet med at sponsorere præmien, og det mindste man virkelig kan gøre, er at takke for præmien. Hvis det ligeledes gøres via de sociale medier, så får sponsoren også lidt ekstra eksponering, som måske i sidste ende kan genere lidt salg. Derved er sponsorpræmien ikke kun en udgift, men en markedsføringsudgift, der skabte mere eksponering for virksomheden. Herved er præmien givet godt ud for deres vedkommende, og gør måske at de en anden gang siger ja, da de føler de har fået værdi for pengene.

Jeg har sponsoreret over 15 bøger til forskellige både større og mindre stævner, og ikke en eneste rytter, der har modtaget Grooming som sponsorgave, har valgt at kontakte mig og skrive tak for sponsorgaven, og det syntes jeg ærligt er en rigtig øv tendens. Ikke fordi jeg havde forventet det – men hvis bare en enkelt rytter havde kontaktet mig, havde det måske gjort at jeg syntes det var sjovere at gøre det en anden gang – og jeg tror bestemt også at andre sponsorer må havde det lidt på samme måde. Hvis der ikke kommer respons fra rytternes side, hvorfor skal man så forsætte med at sponsorere præmier?

Det er her hvor jeg syntes både forældre, trænere og øvrige rytter bør træde ind. Lad os gøre det til en positiv tendens at takke for modtaget sponsorpræmier – det vil gøre at flere sponsorer måske vil syntes det rent faktisk er sjovt at sponsorere præmier, og at alle vil får noget positivt ud af samarbejdet.

Blot nogle tanker!

Photo credit Erik Kunddahl